0
Unique selling points
Fri fragt på alle ordrer
Kontakt online
86120180
KL. 10-17 MAN-FRE

Adidas Adizero Adios Pro 4: Vores anmeldelse

Markedet for innovative løbesko er i lige så aggressiv udvikling som sociale løb, løbeklubber og løb verden over. De sidste par år har det været tydeligt, at alle brands kæmper for at perfektionere hver enkelt model og deres udvalg generelt. I takt med udviklingen af både carbon-pladen og sko med enorme mængder skum under foden (typisk bestående af PEBAX, for nørderne derude), har mange brands lavet godt og grundigt om i deres udvalg.

Det kommer tydeligt til udtryk hos os i Løberen. Modeller af sko kan fra år til år ændre sig drastisk (eksempelvis Gel-KAYANO eller Zoom Fly) og fører ofte nye, spændende designs ind ad døren.

Hvert brand har typisk én, måske to, carbonsko designet til race day. Sko, som er lavet til at få de fleste løbere til at løbe så stærkt som muligt i langdistance-disciplinerne. Når valget skal tages i designprocessen, prioriteres lav vægt og responsivitet over holdbarhed. En af de mest populære sko de sidste år på den front er Adidas’ AdiZero Adios Pro-serie, som indtil sidste år havde den tredje model i rækken som sit flagskib.

Sidste år rystede Adidas posen godt og grundigt op til Berlin Marathon og lancerede en eliteversion af deres racesko – Adidas Adizero Evo 1. En sko, som var lavet til at give den ypperste performance kombineret med en uhørt lav vægt. Dette kostede dog på holdbarheden, da skoen var designet til at holde til ét marathon og ikke turde love mere. Samtidig kostede den også på pengepungen – hele 3.999,-. Vi fik selv en række par i Løberen, og det er i min optik en af de mest spændende sko fra 2023, både målt på opmærksomhed og innovation.

Et år senere, op til Berlin i september 2024, kom Adidas med en fantastisk spændende nyhed til os hverdagsløbere. Deres nye version af carbonskoen til alle, Adios Pro 4, ville suge en masse innovationer fra Evo’en – og en masse visuel inspiration, hvilket jeg bestemt ikke kan klage over. Evo’en var også en af de pæneste sko, jeg kan huske at have haft i hænderne. Samtidig ville den nye version, ifølge rygterne, blive endnu billigere end 3’eren. Alt i alt lød det ekstremt spændende.

Få dage før Berlin fik jeg lov til at se og røre et par, og det var tydeligt, at de var markant anderledes end 3’eren. Nærmest som en ny model mere end en iteration. I november fik jeg lov til at prøve et par og har nu løbet flere ture, end jeg kan huske og tælle, i dem. Jeg har testet dem både på intervaller og lange ture og vil derfor mene, jeg har et solidt grundlag for at berette, hvordan de præsterer på et marathon.

Jeg vil i de følgende afsnit gennemgå skoens tre komponenter – overdel, mellemsål og ydersål – samt udseendet og hvordan den føles sammenlignet med 3’eren.

Overdel

Overdelen føles markant anderledes end på 3’eren. På Adios Pro 3 var overdelen mere rigid, end jeg typisk foretrækker, selvom skoen sad vældig fint, når jeg først fik den på. Adios Pro 4 er fortsat en fast størrelse, men mere let og blød end 3’eren. Jeg har ikke haft nogen udfordringer med snøresystemet, og tungen gør sit arbejde. Alt i alt – vældig fint, men intet revolutionerende.

Mellemsål

Dette billede ændrer sig drastisk, når vi kigger ned i mellemsålen. Adidas har siden lanceringen af Adios Pro-serien benyttet et skum kaldet Lightstrike, som også er et PEBAX-materiale, ligesom mange andre racesko fra konkurrerende brands. Adidas har dog ændret kompositionen relativt meget fra iteration til iteration, særligt fra 2 til 3 og i endnu højere grad fra 3 til denne.

Skummet føles ikke som en iteration, men snarere som en helt ny oplevelse. Det er blødt og voldsomt responsivt, nærmest til en grad hvor den mindste smule pronation forstærkes – særligt ved langsommere tempi.

Om man er til bløde eller hårde racesko er en smagssag. Jeg er personligt enormt stor tilhænger af dem og har tidligere haft svært ved at se sko konkurrere med Alphafly-flagskibet fra Nike. Den nye Adios Pro 4 giver, i min optik, en tilsvarende trampolin-agtig skridtafvikling, men med en mere aggressiv profil – som kommer til udtryk i følelsen af nærmest omvendt pronationsstøtte. Det giver til gengæld en bedre følelse af at kunne accelerere.

Ydersål

Ydersålen er simpel, og der er ikke meget at skrive hjem om. Jeg har bemærket, at den til tider kan være en smule glat – men jeg har ikke selv skredet ud i et sving. Det er dog et element, jeg holder øje med, særligt når frosten melder sin ankomst.

Udseendet

I manges øjne er udseendet det mindst vigtige element, men det kan jeg simpelthen ikke være enig i. Særligt ikke med så pæn en sko som denne. Det er nærmest snyd at lave en hvid sko med simple, sorte linjer som eneste branding, da det bare er svært at gøre galt. Adidas’ tre striber går igen både på indersiden og ydersiden af skoen og gør, at den bare ser hurtig ud – særligt under løb.

Adidas har samtidig en gimmick med at skære skum væk fra mellemsålen. Jeg er sikker på, at det også giver en mærkbar vægtforbedring, men i min optik betaler det sig endnu mere gennem brandingen. “Denne sko er OPTIMERET!” De formår dog at gøre det på en måde, som får den til at minde mere om en sportsbil end et laboratorieprodukt.

Performance i forhold til Adios Pro 3

Adios Pro 3 var Adidas’ flagskib i flere år. Den var fantastisk til alting, men ikke min foretrukne til noget specifikt. Adios Pro 4 føles derimod som en fuldblods supersko. Den er toptunet til performance og føles som en top-performer.

Med en pris på 1.899,- er den også yderst konkurrencedygtig. Jeg kan varmt anbefale skoen til alle, der ønsker at løbe stærkere og have det sjovt på løbebanen.