86 12 01 80 Man - Fre kl. 10-17

Syv butikker dedikeret til løb

    Fri fragt fra 750,-

Webshop will be in the maintenance mode tomorrow between 10:00 - 15:00

Min konto
      Menu
Kurv

25 år på skohylden – sådan har løbeskoene og løberne ændret sig

Denne artikel er udarbejdet af LØBEREN

Da Lemmie begyndte i LØBEREN, var løbeskoene hårdere, pronation fyldte mere i rådgivningen, og mange motionister løb ifølge ham i højere grad for at blive hurtigere. Efter næsten 25 år i butikken har han set både skoene, løberne og hverdagen forandre sig. Sidste år gik han på pension, men denne sommer er han tilbage i Lyngby for en stund.

Det er sommerferie, og vi er trådt ind i LØBERENs butik i Lyngby. Der er hedebølge udenfor, så glasdøren står åben. En løbesko er sat i klemme for at holde den på plads. Ved kassen står Lemmie klar med et smil. Han gik på pension sidste år, men de næste tre dage hjælper han til i butikken, mens flere af de øvrige medarbejdere holder ferie. Det er ikke noget nyt for Lemmie at stå her. Det gjorde han i næsten 25 år.

"

Det er dejligt at være tilbage. Her er stadig gode kolleger fra dengang, jeg var her, og mange gode kunder. Det føles godt at kunne komme tilbage og bruge noget af den viden, man har samlet gennem årene.

— LEMMIE, LØBEREN LYNGBY

Det er lidt mere end et år siden, han havde sin sidste faste arbejdsdag. I begyndelsen føltes pensionen mest som en lang sommerferie. Siden har hverdagen budt på mere frihed og plads til nye projekter, men først da vinteren kom, begyndte han også at mærke, at arbejdslivet havde efterladt et tomrum. "Der var nogle perioder, hvor man manglede et eller andet. Der kunne man godt have brugt at arbejde nogle dage. Der er jo en hel hverdag, der skal laves om."

Fra hårde mellemsåler til mere dæmpning

Vi bevæger os længere ind i butikken og stopper foran skohylden. Her står de nyeste modeller i vidt forskellige former, højder og farver. Da Lemmie begyndte i LØBEREN, så skoene anderledes ud. Mellemsålerne var hårdere, og overdelene havde flere lag og langt flere syninger. Siden er skoene blevet lettere og mere dæmpende.

"Hvis man ser på sådan en sko fra for 25 år siden og så på en i dag, er det næsten ikke til at forstå, hvor meget der er sket."

For Lemmie var den konstante udvikling også med til at holde arbejdet interessant gennem årene. "Det er jo udviklingen i skoene. Man oplever noget nyt hele tiden," siger han. Det er heller ikke kun skoene, der har ændret sig. Det har rådgivningen også. Da Lemmie begyndte, fyldte pronation langt mere i valget af løbesko.

"Dengang var der mere fokus på pronation, og skoene skulle korrigere til nul grader. Nu er pasform og komfort mere vigtigt."

Lemmie mener også, at udviklingen i løbesko kan aflæses på løbetiderne. "Nu kan man jo tydeligt begynde at se effekten af de nye sko på løbetiderne." Når det gælder spørgsmålet om skader, er han mere forsigtig. "Om der også sker noget med skadesfrekvensen, ved jeg ikke endnu. Det er nok stadig så nyt, at man ikke kan sige noget om det. Men det kunne man jo håbe."

Et råd, der går igen

Lemmie er uddannet fysioterapeut, og den faglighed blev en naturlig del af hans arbejde i LØBEREN. I en periode kunne kunder også booke tid hos ham til en skadesvurdering. "De kunne komme ind og få en vurdering af, hvorfor de havde ondt, og hvad de kunne gøre ved det."

Efter næsten 25 år med løbere på den anden side af disken er der især ét råd, han har givet mange gange.

"

Træn mindre. Træn langsommere. Folk er generelt for hårde ved sig selv. Man lytter ikke nok til kroppen og tror nogle gange, at man kan tage et par løbesko på, købe den bedste løbesko og så bare træne.

— LEMMIE, LØBEREN LYNGBY

Fra hurtigere tider til velvære

På andre områder oplever Lemmie en tydelig forandring hos løberne. Især i deres motivation for at løbe. "Dengang trænede du for at blive hurtigere og bedre hele tiden. I dag er det meget mere velvære. Tiderne er ikke så vigtige for rigtig mange motionister."

"Der er mange flere, der løber nu, men dengang var der flere, der løb hurtigt."

Lemmie husker en tid, hvor flere motionister trænede med forbedring som det klare mål, og hvor nogle stoppede, når tiderne ikke længere blev bedre. "Når man nåede op og ikke kunne blive bedre, eller begyndte at blive ældre, så holdt man lidt op. Det, synes jeg, er en af de største forskelle."

I dag oplever han i højere grad, at folk fortsætter med at løbe, også når jagten på hurtigere tider ikke længere er det vigtigste. "Det er jo nok, fordi de træner mindre. Det er ikke de der 100 kilometer om ugen. Nu er det måske 25 eller 30. Og jeg tror endnu mere, at folk tænker sundhed, end de tænker konkurrence."

Det er ikke kun skoene og løberne, der har forandret sig gennem årene. Der er også kommet flere kolleger, butikker og kunder til. "Først og fremmest er det volumen. Hvor meget vi sælger, hvor mange vi er, og hvor mange butikker der er kommet til." Gennem årene var Lemmie også med til at give sin erfaring videre til nye kolleger, blandt andet i brugen af løbebåndet i rådgivningen.

Alligevel er der noget, han stadig genkender, når han vender tilbage til butikken i Lyngby. "Jeg synes, mange af grundværdierne stadig er de samme."

Da vi spørger, hvordan man ender med at blive på den samme arbejdsplads i næsten et kvart århundrede, er svaret enkelt. "Det er jo også den gode stemning mellem kollegerne og det at have en god og fleksibel arbejdsplads. Nogle gange, når man er et godt sted, er det jo svært at søge videre."

Når Lemmie ser tilbage på de næsten 25 år, fortæller han også, hvad tiden i LØBEREN har betydet for ham. "Jeg er glad for og stolt af at have været med til den udvikling, LØBEREN har haft, og håber, de fremover kan være med til at lave nogle gode løbeoplevelser."

Inden vores snak slutter, når vi også omkring Lemmies eget løb. Han begyndte med orienteringsløb som 20-årig, men i dag sætter et slidt knæ en begrænsning for, hvor meget han selv kan løbe. Om han en dag kommer tilbage i løbeskoene, ved han endnu ikke. Men håbet er der.

"

Det kunne da være en drøm at komme til at løbe igen.

— LEMMIE, LØBEREN LYNGBY

Mens vi har talt, er kunderne fortsat med at komme ind gennem den åbne glasdør. Nu er der igen brug for Lemmie ved kassen.

Disse artikler kunne også være relevante for dig: