I 2026 sker der noget helt ekstraordinært i København. World Athletics Road Running Championships kommer til byen – sagt med andre ord: Der er VM i landevejsløb på dansk jord på distancerne One Mile, 5km og halvmaraton. Men det er ikke det eneste, der sker. Vores Expo i forbindelse med både Copenhagen Marathon og VM (der i 2026 erstatter Copenhagen Half) rykker nemlig til Forum midt i hjertet af byen.
Det er ikke bare en ny lokation – det betyder også en ny vision for vores arbejde med Expoen. Sammen med Sparta, der er arrangøren bag løbene, planlægger vi en fuldstændig gentænkt oplevelse for løbere, brands og besøgende. Med mere plads, flere muligheder og endnu mere energi end nogensinde før, sætter vi os for at skabe en af verdens bedste løbe-expoer. Intet mindre.
Herunder gør Kasper Hansen, distriktschef for Løberen Sjælland og ansvarlig for at afvikle vores Expoer, dig klogere på, hvad vores ambitioner er med Expoerne i 2026.
Hvilke muligheder får vi, når Expoen flytter til Forum i 2026? Aktiveringer, brands, besøgsoplevelse og mere?
Vi ser Forum som den perfekte lokation til Expoen i 2026, og vi er helt oppe at køre over, at Sparta har sikret sig det som destinationen. Med sin centrale placering i København og sin størrelse giver det os helt nye muligheder for at realisere vores ambition om at gøre Expoen til en af verdens bedste.
Vi ved godt, at det er en stor målsætning, men vi tror på, at vi kan løfte opgaven. Vi får flere brands med end nogensinde før – og vi kommer til at stille højere krav til dem, både når det gælder de produkter, de viser frem, og de stande, de bygger. Det bliver en helt unik oplevelse for de besøgende – i en skala, vi aldrig før har set i Danmark – og vi glæder os til at føre det ud i livet!
Hvad er vores drøm med Expoen? Vi vil gøre den til mere end bare et sted, hvor man finder gode tilbud – men hvordan?
For os er det helt centralt, at Expoen bliver mere end bare en kæmpe løbebutik. Vi undersøger allerede nu mulighederne for at skabe flere samlingspunkter, hvor løbere kan hænge ud, nyde en drink og træde ind i et univers, der kun handler om løb. Vores hovedfokus vil altid være at tilbyde løberne de største brands og de bedste, nyeste produkter – men også at skabe et sted, hvor man kan forsvinde ind i løbeverdenen, hænge ud med venner og møde andre løbeentusiaster. Vi tænker loungeområder, udstillinger og muligheden for at få et glimt af fremtidens løb.
Hvilket indtryk vil vi gerne have, at de besøgende får? Og hvordan sikrer vi det?
Som nævnt handler det om at inspirere folk og skabe et ægte løbeunivers – noget, der rækker langt ud over at “bare” sælge produkter. Vi vil gerne have, at folk går derfra med en følelse af, hvorfor løb er så fantastisk – og med fornemmelsen af, at deres næste løbetur allerede er startet. Hvis de går derfra mere motiverede, mere inspirerede og en oplevelse rigere, så er vi lykkedes.
Kan vi løfte sløret for nogle af idéerne til events, aktiveringer eller udstillinger?
Ja! Vi arbejder målrettet på at gøre Expoen til et sted, man har lyst til at hænge ud. Vi vil skabe rum, hvor man kan opleve løb på en helt ny måde. Vi er stadig i den tidlige planlægningsfase, men vi arbejder også på at lave events og happenings i løbet af hele ugen – ikke kun under selve Expoen. Vi glæder os til at fortælle mere – og vi er selv spændte på, hvad der bliver muligt!
Hvordan vil vi samarbejde med klubber, foreninger og løbefællesskaber for at gøre Expoen til et samlingspunkt for løbere fra hele Danmark?
Vi har allerede et stærkt samarbejde med mange foreninger, klubber og fællesskaber – og dem vil vi gøre til en vigtig del af Expoen. Det er dem, der i høj grad former løbekulturen i Danmark, udvikler talenter og skaber rammerne for, at folk kan mødes om løb – også selvom man ikke har ambitioner om at være den bedste. Vi vil gerne støtte det arbejde og gøre det attraktivt for dem at være en del af Expoen. Vores mål er, at Expoen skal være et sted, hvor løbere kan samles – ikke kun for at besøge os, men også for at starte en løbetur, eller for at hænge ud før og efter træningen.
Hvad er det sidste, vi gerne vil fortælle løberne?
Bare at 2026 bliver helt særligt. Ikke kun fordi vi laver Forum om til en kæmpe løbeby, men også fordi VM kommer til København! Det betyder, at man kan møde verdens bedste løbere – og at København bliver rammen om det største løbeevent nogensinde på dansk jord. Man forventer over 65.000 løbere og selvfølgelig endnu flere tilskuere. Det kommer til at sætte Danmark på verdenskortet inden for løb som aldrig før. Verden har allerede øjnene rettet mod vores måde at dyrke løb som sport og fællesskab – og i 2026 kommer det til at eksplodere.