0
Unique selling points
Fri fragt på alle ordrer
Kontakt online
86120180
KL. 10-17 MAN-FRE

Sådan vælger du den rigtige trailsko

Hvad er den rigtige løbesko, når løbeturen skal løbes på skovens ujævne, mudrede og krævende underlag? Her får du et par fif til, hvordan du vælger den rigtige trailsko til dit behov.

Valget af trailsko afhænger utroligt meget af det underlag, du skal løbe på. Mange løbere løber upåklageligt i skoven i et par almindelige løbesko uden knopper i ydersålen. Men skal du ud i terrænet, væk fra de brede skovstier, der hvor underlaget er blødt, mudret og ujævnt, så kunne det godt være, du skulle overveje et par rigtige trailsko – men hvilke?

Vælg en sko der passer til forholdene

Der er trailsko til alle forhold, både mudrede, tørre, stenede, våde, glatte mv. Udvalget er derfor enormt og kan til tider være en jungle.

Stil dig selv følgende spørgsmål:

>>Hvad skal skoen være god til? Skal den være en hybrid-sko, der både kan løbe lidt på asfalt og lidt i skoven? Eller skal skoen kun bruges i skoven?<<

Du kan få begge dele. Men helt generelt, så er hybrid-skoene sjældent det bedste valg. Vælg i stedet en landevejssko, når du skal løbe på landevejen og på de brede skovstier, og vælg så en decideret trailsko, når du skal i skoven og udfordre terrænet.

Trailløb i Dyrehaven med Salomon

Hvor grov skal sålen være?


Sålen på en asfaltsko er typisk blød og ikke særlig profileret, idet den ikke har det store behov for at skulle stå fast på underlaget – det klarer friktionen mellem gummi og asfalt. Asfaltsålen skal derimod kunne give en hurtig og effektiv afvikling, hvor man får en god respons fra underlaget, uden at stødende bliver for kraftige op igennem sålen. En trailsko er derimod udstyret med en grov og profileret sål med store gummiknopper, der virkelig kan tage fat i underlaget, så du kan fokusere på at tæske rundt i bakkerne, uden at miste fodfæstet.

Sålen på en landevejssko

Sålen på en landevejssko.

Sålen på en X-Talon 212

Sålen på en trailsko.

Til danske forhold, hvor skovene typisk er temmelig våde, vil de fleste have størst glæde af en trailsko med en grov sål, med store knopper, der virkelig kan tage fat i underlaget. De mindre profilerede sko er primært beregnet til tørre forhold, som ikke stiller de store krav til skoens greb.
 
Så med mindre du har masser af plads på skostativet i bryggerset til en hel skopark med trailsko til alle typer underlag, så gå efter de modeller med en grov sål.

Kraftigere overdel

På den sædvanlige asfalttur rundt om blokken er der ikke den store risiko for, at få flænset overdelen op af lavthængende grene. Derfor er en almindelig løbesko typisk designet med en meget åben overdel i mesh, der tillader så meget luft som muligt, at trænge ned i skoen. 

På en trailsko skal overdelen være langt kraftigere, både for at gøre skoen mere slidstærk, men også for at gøre den tættere så vand, mudder og småsten ikke trænger ind i skoen.

Pasformen

Det er først og fremmest vigtigt, at du vælger en sko, der passer til faconen på din fod, da du ellers hurtigt vil blive træt af at have skoen på – særligt på de længere distancer.

Stil dig så spørgsmålet:

>>Hvor teknisk krævende er underlaget jeg skal løbe på?<<

Jo mere teknisk krævende underlag du skal løbe på, des tættere pasform skal skoen have, så du ikke kurer rundt i skoen og så du får den maksimale stabilitet og kontrol med skoen. 

En sko til orienteringsløb, hvor meget af løbet foregår uden for stierne, er typisk meget smal. En sko til almindeligt trailløb er typisk en tand bredere og blødere i pasformen.

Hav derfor for øje, hvilket underlag du skal bruge skoen på.

Skal du bruge skoen på længere distancer, skal du have lidt ekstra plads i skoen, så fødderne kan udvide sig lidt.

Lavere profil

Tyngdepunktet i en almindelig løbesko er typisk så højt, at der er stor risiko for at vrikke rundt i skoen, når du bevæger dig ud på skovbundens ujævne underlag. Derfor er sålen på en terrænsko noget lavere end på en almindelig asfalttraver, idet det giver en tættere kontakt og større kontrol med underlaget.

Vælg en profil, der passer til det du skal bruge skoen til og til din løbeteknik. Er du ikke vant til at løbe i løbesko med 4 mm drop, så vær opmærksom på, at det kræver noget tilvænning for dig og din løbeteknik.

Mindre støddæmpning

Forestil dig hvor højt en golfkugle hopper, når du dropper den fra 2 meters højde og ned på asfalten. Og forestil så, at du dropper den ned på en blød skovbund. Tror du der er forskel på hvor højt golfkuglen hopper op igen? En del! 

Løb på asfalt kræver en temmelig blød sko, der kan dæmpe og kontrollere den energi asfalten sender retur, hver gang du sætter foden i jorden. I skoven er behovet for støddæmpning et helt andet, i hvert fald når du bevæger dig væk fra stierne, derud hvor underlaget er blødt og eftergivende. Derfor er støddæmpningsniveauet meget lavere i en trailsko.

Skal du løbe lange løb på hårde underlag, så vælg en mere støddæmpet trailsko.

Mindre pronationskontrol

Løb på asfalt er meget monotont, og sætter visse krav til pronationsstøtten i en løbesko – særligt hvis man ikke har 100% tjek på løbeteknikken og ikke er toptrimmet i sine benmuskler og sener. 

I skoven er behovet for pronationsstøtte mindre, idet underlaget er så ujævnt, at foden i højere grad har behov for en fleksibel opbygning, så man kan mærke underlaget, man løber på.

Vælger du en trailsko med en meget fleksibel opbygning, opnår du en rigtig god føling og kontrol på teknisk krævende underlag. Du skal være opmærksom på, at det kræver noget tilvænning for dine fødder og underben at løbe i meget fleksible sko. Særligt hvis du er vant til at løbe i en stivere, korrigerende pronationssko.

Nogle trailsko er udstyret med en såkaldt ”stenplade” i forfoden, der typisk er en mesh-lignende indsats i mellemsålen, der beskytter fødderne mod de slag, de får, når du løber på meget stenede underlag.

Få et overblik

Her på loberen.dk kan du se vores sortiment af trailsko, der spænder bredt. Vi har trailsko til alle forhold og fødder.

Få hjælp i butikkerne

Det er vigtigt, at du prøver de forskellige typer trailsko på foden, inden du stikker afsted ud i skoven. Vi er klar i butikkerne til at hjælpe dig med at finde den helt rigtige trailsko til dig og dine behov. 

Og så er der ellers kun tilbage at ønske dig rigtig god fornøjelse med dine mange forestående løbeture i skoven – nyd dem!