Rigtig mange danskere glæder sig til at følge med på skærmen, når de Olympiske Lege bliver skudt i gang til sommeren 2024. Nogle af dem, der glæder sig til – forhåbentligt – at blive fulgt på skærmen er Jakob Dybdal, Mathilde Diekema, Rikke Mæng og Line Grubak.
Jakob Dybdal satser på at stille op i 3000m. forhindring, Mathilde Diekema håber at kvalificere sig på 800m. eller 1500m., Rikke Mæng er skytte og Line Grubak stiller op i femkamp.
En bred række discipliner og for alle har vejen da heller ikke været klart fra start:
”Jeg startede med at være højdespringer, hvor jeg var ret god. Så skiftede jeg til trespring og derefter 7-kamp, der består af 100m hækkeløb, højdespring, kuglestød, 200m, længdespring, spydkast og 800m., som jeg egentligt var ret god i, og i 2018 besluttede jeg i stedet at gå all-in på løb”, siger Mathilde Diekema om sin karrierevej.
For Line Grubak stod det heller ikke skrevet i stjernerne, at femkamp var hendes sport – faktisk kunne hun ikke engang fire ud af fem af disciplinerne inden for sporten:
”Jeg kommer fra en familie, hvor min mor har dyrket moderne femkamp, så det var ikke en ukendt sport for mig, men jeg var dressurrytter indtil, jeg var 16-17 år, hvor jeg skiftede til moderne femkamp – uden at kunne fire ud af fem discipliner…”, siger hun.
Som udefrakommende er den klassiske fortælling, at eliteatleter har kendt og dyrket sin sportsgren, siden de nærmest kunne åbne øjnene, men sådan er det for de færreste. Heller ikke for Jakob Dybdal, der oprindeligt havde skoven som sin legeplads gennem orienteringsløb – i dag er det skiftet ud med et liv på løbebanen:
”3000m forhindring var egentligt helt tilfældigt. Min atletikklub, Aarhus 1900, manglede en til deres divisionshold, og min træner vurderede, at det kunne jeg sagtens løbe. Som orienteringsløber skal man jo forcere en masse forhindringer i skoven, så det kom meget naturligt at springe over ting”.
Det kræver tid – rigtig meget tid…
Selvom der er forskellige indgange til ens sport, er der ingen tvivl om, at det kræver tid og dedikation, når man sætter sig så store mål, som det er at komme til OL. For alle fire atleter kræver det noget, der mest af alt lyder til, at deres døgn er noget længere end de normale 24 timer.
”Mellem mine træninger, arbejder jeg i en guldsmedbutik. Man kan desværre ikke leve af min sport, så der skal tjenes lidt ved siden af”, fortæller Rikke Mæng, der udover sit arbejde bruger over 20 timer om ugen alene på skydebanen.
Den samme historie fortæller Jakob Dybdal, der tilbagelægger intet mindre end 120km. om ugen i sine løbesko. Hver uge året rundt:
”Jeg træner 1-2 gange om dagen fordelt på ca. 120 km om ugen. Tirsdag, torsdag og lørdag har jeg mine kvalitetspas, som enten har fokus på den aerobe eller anaerobe energiomsætning. Om søndagen har jeg min langtur på ca. 1½ time. De resterende dage står på roligt restitutionsløb, styrketræning og hæk-koordination”.
Line Grubak stemmer i. Et liv som elitesportsudøver skal man vælge, hvis man kan lide at træne – rigtig meget:
”Jeg træner seks dage om ugen, og jeg har som minimum to træninger hver dag. På en træningsdag er der aldrig to træninger der er ens, og derfor er det muligt at træne så mange gange”.
Hvad er så målene, når man – forhåbentligt – står i Paris?
En ting er er at kvalificere sig. Det er svært nok i sig selv. Tag fx Jakob Dybdal og Line Grubak, der begge må rejse rundt i verden for at samle point nok til at kvalificere sig:
”Det skal give en adgangsbillet via point. Det betyder for mig en masse rejseaktiviteter rundt i verden til højtklassificerede stævner”, forklarer Jakob Dybdal, mens Line Grubak stemmer i:
”Kvalifikationen går for mig gennem World Cups og mesterskaber, hvor man kan kvalificere sig direkte gennem kontinentale mesterskaber og VM. Jeg kommer til at kvalificere mig ved at samle point til konkurrencer, der giver point til verdensranglisten (World Cup og EM+VM)”.
Det kræver altså både træning og rejsevillighed, hvis man skal have en chance for at repræsentere Danmark på den største scene. Det skræmmer dog ikke Rikke Mæng, der planlægger at tage til Paris med store ambitioner:
”OL er stort, og det er kun de bedste af de bedste, der er med. Man ved, det er et hårdt felt, hvor alt kan ske. Men mit mål er at komme i finalen til OL”, siger hun.
For Mathilde Diekema er opskriften også simpel. Hun skal være den bedste udgave af sig selv for at gøre sig gældende:
”Mit mål er at sætte personlig rekord, da det er det, vi jagter inden for atletik. Jeg måler altid mine resultater mod mig selv, og hvis jeg kan slå min personlige rekord, så har jeg aldrig været bedre end det resultat”.
Det handler om aldrig at give op
Som vi har været inde på tidligere, er det ikke nødvendigvis en snorlige vej, eliteatleter tager for at finde deres ypperste kompetencer. Det kan være tilfældigheder, der gør, at man ender i sin specifikke disciplin, og det betyder også, at man ikke skal miste tålmodigheden – det er de alle fire enige om.
Når gode råd bliver dyre, er de alle enige om, at det bedste, man kan gøre, er at blive ved. Jakob Dybdal siger:
”Bliv ved og giv aldrig op! Der kommer til at være mange nedture med skader uanset, hvor forsigtig man er. Man skal træne alsidigt og ikke være bange for at løbe en langsom tur. Husk at restituere!”, lyder det fra manden, der løber 120km. om ugen.
Ikke desto mindre lyder samme toner fra Mathilde Diekema, når snakken falder på, hvilke gode råd unge mennesker med samme drømme skal have:
”Et godt resultat indebærer rigtig mange nederlag også, så hvis man har en dårlig periode, skal man ikke give op, men prøve at se, hvilke parametre man kan ændre og være tålmodig. Mange af de atleter, der ender med at komme til tops, har stået stille i flere år, været skadet og tæt på at stoppe flere gange”, siger hun.
Vores atleter har behov for støtte
Når man snakker med dem, er det ret tydeligt, at der ikke er nogen let vej at komme til OL – uanset hvilken disciplin man dyster i. Det kræver, at man er villig til at træne mere eller mindre hver dag hele året rundt og tage de rejser, der er nødvendige for at samle point til kontoen.
For rigtig mange atleter er det ikke nødvendigvis betalt arbejde, og det gør det ekstra udfordrende, og derfor er vi i Løberen også glade for at kunne hjælpe dem lidt på vej mod at indfri drømmene.
I Danmark må flere atleter hvert år droppe sine målsætninger, fordi en hverdag ikke er nem at få til at hænge sammen, når man skal træne flere gange om dagen – ved siden af sit civile arbejde. Man skal tilmed også tænke rejsedage ind i sit liv, og man kan ikke forvente at få enorme pengepræmier ud af sit enorme arbejde.
Derfor har atleterne nogle hårde vilkår i Danmark, hvis de gerne vil helt til tops. Det kræver støtte udefra, så de har mulighed for at træne på højeste niveau og kæmpe mod den bedste.
Det leder mange til at stoppe, og det kan man ikke bebrejde nogen. Til gengæld er det fedt at høre Jakob Dybdal, når man spørger, hvad der skal ske efter OL:
”Så løber jeg da videre!”.