0
Unique selling points
Fri fragt v. køb over 750,-
Kontakt online
86120180
KL. 10-17 MAN-FRE

Sådan vælger du en god pandelampe

Hvad skal man kigge efter, når man skal ud og købe en pandelampe? Det får du svar på her.

Når de mørke timer overtager for de lyse, er det tid til at finde pandelampen frem fra skuffen, hvis du vil beholde dine normale træningsrutiner og -ruter. Med en god pandelampe er der ingen grund til at gå i vinterhi - vintertiden kan tværtimod blive et interessant bekendtskab, som mange løbere faktisk ser frem til.

"Ser frem til?", tænker du måske. Jo, der er noget helt specielt ved at løbe i skoven med en pandelampe på hovedet. Der er stille omkring dig. Der er mørkt omkring dig. Det eneste du kan høre, er dine skos nedslag på underlaget og dit eget åndedræt. Der er kun lys i en kegle frem foran dig. Det er lidt som at løbe i en klokke, hvor omverdenen står stille. En meget intens oplevelse, som du ikke må snyde dig selv for.

Kvalitet vs. pris

For pandelamper gælder der den samme sammenhæng, som når man køber ethvert andet produkt. Pris og kvalitet hænger sammen. Man kan sagtens købe en meget kraftig pandelamper til få hundrede kroner, men så er kvaliteten og holdbarheden også derefter. Denne sammenhæng afspejles i vores sortiment, hvor vi ikke fører de helt billige såkaldte “kinalamper”.

Når man betaler lidt mere for en god pandelampe, kan man være helt sikker på, at batteriet er holdbart, og at lampen kan tåle den høje varme, der udvikles, når LED’erne skal levere så kraftigt et lys.

Vil man derfor gerne have en driftsikker pandelampe, der kan holde til at blive brugt i mere end bare én sæson, anbefaler vi, at man køber en pandelampe af god kvalitet.

Vægt vs. lys

Jo kraftigere lys en lampe skal levere, des mere strøm skal den bruge, og des mere batteri er nødvendigt, hvis lampen ikke kun skal kunne lys i 10 minutter. Derfor er der ret stor forskel på størrelsen af batterierne, når man går fra en af de små pandelamper, som blot skal bruge i byen, til en kraftig pandelampe, der skal bruges til orienteringsløb i skoven.

Når man bevæger sig op over de 500 lumen, begynder det at kræve så meget strøm, at to AAA batterier i lampehovedet ikke rækker. Derfor bliver batteriet større og tungere og er ikke længere behageligt at løbe med på hovedet, hvorfor man placerer det på ryggen eller om livet i en sele/bælte.

Hvad skal jeg kigge efter?

Mulighederne er mange. Der er både små og store lamper. Fælles for dem alle er, at de giver, hvad man kan kalde et “orienteringslys”. De lyser op, så du kan se, hvor du løber, hvad enten det er skovstien eller den mørke landevej. Alligevel er der store forskelle på lamperne. Der er forskellige lysstyrker og lysfelter, ligesom de varierer i vægt og pasform. Så hvilken lampe du skal have kommer an på, hvilke behov du har.

Stil dig selv disse spørgsmål:  Skal lampen bruges i byen for at orientere mig og for at blive set? Skal lampen bruges, når jeg løber rundt på de brede, jævne stier i skoven? Eller skal jeg ud og løbe offroad?

Hvad skal jeg kigge efter, hvis den skal bruges i skoven?

Skal pandelampen bruges på en joggetur i skoven på de brede, jævne stier, kommer du langt med de mindre pandelamper med en lysstyrke på 100 til 300 lumen.

Disse små pandelamper fungerer ganske enkelt ved et elastikbånd, du sætter rundt om hovedet. I elastikbåndet sidder lampen, som typisk har batteriet integreret. Det gør den let og meget enkel at bruge. Den er rigtig god til de kortere og knap så udfordrende ture, for eksempel til en rolig tur rundt om søen eller i byen.

Fokuser på:

  • Kompakt lampe med lav vægt
  • Batteri i lampehovedet
  • Mulighed for justering af lysstyrken
  • Lang batterilevetid
  • Lysstyrke på minimum 100 lumen og gerne op til 300 lumen

Hvad hvis jeg skal løbe trail og orienteringsløb?

Står der trail- eller orienteringsløb på menuen, bør du kigge efter en pandelampe med en lysstyrke på over 300 lumen - jo mere jo bedre. Med 300 lumen kan du sagtens orientere dig i skoven og se, hvor du træder. Bliver underlaget ujævnt og teknisk, vil du værdsætte en kraftigere lampe, der gerne nærmer sig en lysstyrke på 1.000 lumen. Det vil give dig en skarp lyskegle, der vil strække sig langt foran dig, så du i god tid kan se, hvad der nærmer sig. Lyskeglen vil derudover være markant bredere, så dit lysfelt er større, hvilket gør dig i stand til at se alle konturerne i underlaget tydeligt.

Du kan også få meget kraftige pandelamper med lysstyrker på over 3.000 lumen. Det er som sådan ikke nødvendigt for en god og sikker tur i skoven, men vil du gerne løbe fuldstændig uhindret, som var det dagslys, så er det denne kategori af lamper, du skal søge. Denne type lamper er ofte brugt af orienteringsløbere.

De større lamper løber du også med på hovedet. Da lampehovedet er større, grundet at der i lampehovedet skal være plads til flere LED’ere, er pandebåndet, som lampehovedet sidder i, noget kraftigere, så lampen ikke hopper rundt på hovedet.

Til denne type lamper er et større batteri, som ikke er integreret i selve lampen, men sidder ved siden af, eksempelvis på ryggen i en sele, i et bælte om livet, i en lomme på rygsækken eller i en lomme på tighten.

Fokuser på:

  • God stabil hovedsele
  • Mulighed for justering af lysstyrker
  • Lav vægt på lampehoved og batteri
  • God spredning af lyskeglen frem foran dig og til siderne
  • Lang batterilevetid
  • Lysstyrke på minimum 300 lumen og gerne over 1.000 lumen
  • Mulighed for at lægge batteriet i fx en rygsæk med en forlængerledning
  • God kvalitet på lampen, så lampehoved og batteria kan tåle og håndtere den høje varmeudvikling

Pandelampeløb i skoven.

Hvad hvis jeg løber i byen?

Løber du mest i byen, hvor gadelamperne sørger for, at du kan se, hvor du sætter fødderne, har du mest brug for en pandelampe, der kan gøre dig synlig i trafikken. Den skal kunne give dig det fornødne lys, når gadelampernes lys ikke er tilstrækkeligt. Her kommer du langt med en billigere pandelampe med op til 100 lumen.

Fokuser på:

  • Kompakt lampe med lav vægt
  • Batteri i lampehoved
  • Mulighed for justering af lysstyrker
  • Lang batterilevetid
  • Lysstyrke på op til 100 lumen

Stort udvalg

Du kan se det hele LIGE HER.

Vi bruger hvert år temmelig mange timer i mørket på at teste markedets mange pandelamper af, så vi kan tilbyde et bredt og varieret sortiment af pandelamper til dig, der gerne vil løbe på fortovet og til dig, som vil ud og finde orienteringsposter i skoven.

Vi har lavet en oversigt, hvor du kan samligne lamperne direkte med hinanden, både på pris, lumen, og vægt - så du endnu nemmere kan vælge lige præcis den lampe der matcher dit behov.

Har du spørgsmål, eller vil du gerne ind og se lamperne fysisk inden, du beslutter dig, så kig forbi en af vores butikker, hvor vi kan svare på alle de resterende spørgsmål.